Pagten

PAGTEN fortæller om en tid i Blixens liv, som aldrig tidligere har været vist på film. Det er Blixen efter Afrika, da hun vendte hjem til Danmark og Rungstedlund.

Det er 17 år siden, Karen Blixen opgav eventyret i Afrika og vendte tilbage til Danmark til et liv i ruiner. Ødelagt af syfilis og knust over at have mistet sin farm og sit livs kærlighed, genopfinder hun sig selv som en kunstnerisk superstjerne. Nu, i en alder af 63, er Karen Blixen verdensberømt, men lever også et liv i isolation – indtil hun møder den 30-årige digter Thorkild Bjørnvig. Sammen indgår de en pagt: Hun lover at gøre ham til en stor kunstner, mod at han skal adlyde hende ubetinget – uanset prisen… 

PAGTEN er et psykologisk spændingsdrama baseret på virkelige begivenheder. En hjerteskærende historie om en mester og hendes lærling og om prisen for at følge sit hjerte.

Da Thorkild Bjørnvigs bog ”Pagten” om hans og Blixens særlige og turbulente forhold op gennem 50’erne udkom i 1974, blev den en litterær sensation. Bjørnvigs erindringer danner grundlag for PAGTEN. Thorkild Bjørnvig mødte Karen Blixen første gang i 1948 – han var 30, hun var 63 – og de knyttede et ganske særligt bånd. Et bånd der gik hen og blev til en hemmelig pagt. Bjørnvig var en ung, letpåvirkelig og følsom digter med kone og barn. Blixen en kvinde forud for sin tid – stærk, sammensat og dybt fascinerende.

Karen Blixen bliver spillet af Birthe Neumann, der har sin første store dramatiske filmrolle siden FESTEN. Hun spiller overfor det unge stortalent Simon Bennebjerg som Bjørnvig. Derudover medvirker Asta Kamma August, Nanna Skaarup Voss, Anders Heinrichsen og Marie Mondrup. Bille August har instrueret, mens Christian Torpe har skrevet manuskriptet. Manuel Alberto Claro er fotograf, Srdjan Kurpjel sound designer, Jette Lehmann production designer, Anne-Dorthe Eskildsen har stået for kostumer, Dennis Knudsen og Susanne Herredsbjerg Søbye for sminke, mens Janus Billeskov Jansen og Anne Østerud har klippet.

Trailer
Pressemeddelelse