De tre midaldrende venner, Thomas (Troels Lyby), Andreas (Anders W. Berthelsen) og Niels (Nicolaj Kopernikus) er tilbage i Klassefesten 2: Begravelsen.
Thomas er ellers på toppen, glad og stolt, for ikke alene skal han giftes med verdens skønneste kvinde, men har også netop udgivet et nyt album, der har været undervejs i 2 år. Men da anmelderne sviner hans hjertebarn til med historisk dårlige anmeldelser, går han helt i selvsving, så Niels og Andreas beslutter at muntre ham op med en vild polterabend med alt det, der hører til.
Aftenen går bare ikke helt, som Andreas ellers har planlagt til mindste detalje, for midt i bajere, strip og bowling, går det i al sin gru op for Niels, at en af gæsterne, kendt som Torben Tissemand (Lars Ranthe), i forbindelse med et kursus, har knaldet hans kone, Jette (Andrea Vagn Jensen).
Da han på stedet og meget kontant vil konfrontere Torben T. med sin viden, kommer han dog ikke så langt, for ude på toilettet har Torben med strålende sans for timing – og siddende på den hvide trone – taget dramatisk afsked med denne verden.
Da drengene finder ud af, at Torben T. skal begraves allerede om fredagen – og trods alt var en af de gamle venner, om end lidt upopulær i sine sidste minutter – beslutter de sig for at deltage i begravelsen i provinsen, da de jo stensikkert kan nå tilbage i tide til Thomas bryllup om lørdagen…
Det er bare ikke let for Niels at skulle sørge, når han nu ved, at den afdøde har knaldet Jette og han derfor tænker mere på oprejsning end bårebuketter.
Andreas, der stadig er desperat single og havde glædet sig meget til polterabenden, kommer uheldigvis på den geniale ide at gennemføre den mislykkede polterabend igen – kun med de tre venner og et par strippere på afdødes familiegods, men naturligvis uden at de øvrige sørgende efterladte opdager noget.
Og Thomas, der er desperat for at få bare én positiv omtale af sin CD, er parat til at gå hele vejen med den indflydelsesrige og hotte pop-blogger, Gitte (Anne-Sofie Espersen), der også er med til begravelsen…
Spørgsmålet er bare, om det vil lykkes drengene at komme helskindet gennem alle deres sindssyge prøvelser til begravelsen, og – ikke mindst – om de når hjem til Thomas’ bryllup i tide.
Det bliver til en uforglemmelig begravelse for de tre venner, hvor ping-pong-strip, speeddating, Viagra-overdosis, utroskab, gravskænding og nærdødsoplevelser smelter døgnet og deres venskab sammen til en på alle måder uforglemmelig tur, de nok sent vil blive tilgivet for…
Tag med de 3 bedste venner på verdens værste roadtrip i Klassefesten 2: Begravelsen.


