Kærlighed og andre katastrofer

Rosa er en succesrig psykolog og forfatter til selvhjælpsbøger. Hun har to børn med sin mand Frederik, der har levet drengedrømmen ud og driver et konstant underskudsgivende mekanikerværksted for ædle sportsvogne. Rosa og Frederik er som nat og dag, hun er tjekket, velovervejet og analyserende, Frederik en udpræget drengerøv, der ofte kommer i mål takket være sin ubestridelige charme.

Men noget er helt galt. Uden at sige noget til Frederik, har Rosa droppet p-pillerne og er blevet gravid. Samtidig har Frederik haft en affære kørende med kunstneren Sonja. Da Sonja også bliver gravid, men ikke tør fortælle Frederik det, opsøger hun byens bedste psykolog – Frederiks kone Rosa! – for at få hjælp til at finde ud af, hvad hun skal gøre: beholde barnet eller abortere?

Snart er Rosa og Frederik fanget i et spind af små og store løgne. Og på tragikomisk vis må de begge indse, at éns problemer har det med at vokse til gigantisk størrelse, hvis man forsøger at flygte fra dem.

Trailer
Pressemeddelelse