Den ambitiøse Lars Halbo (Anders W. Berthelsen) vender tilbage til Danmark efter en entreprenørkarriere i udlandet. Nu vil han sammen med sin kone, Rikke (Lene Maria Christensen) og deres to børn slå sig ned og finde den ro, som især Rikke har fået et stigende behov for, så Lars har overtaget faderens mindre familie el og VVS firma. Men da Lars har højere ambitioner med firmaet end sin far, byder han med det samme ind på en række større kommunale byggelicitationer.
Her kommer han omgående i konkurrence med nogle af branchens største spillere og det viser sig hurtigt, at de har dannet et ulovligt kartel med et organiseret prisaftale-system, hvori de skiftes til at få de attraktive ordrer med store fortjenester. De vil ikke finde sig i, at Lars underbyder dem og prøver først at få ham over i deres lejr, men Lars nægter at have noget med dem at gøre og fortsætter med at underbyde kartellet. Det fører hurtigt til et stigende pres fra kartellets side, både økonomisk på Halbos forretning, men også personligt over for hans kone, børn og nærmeste medarbejder, og den unge entreprenør står snart foran et nærmest uløseligt dilemma; skal han gå med og få fred og økonomisk tryghed, eller skal han tage kampen op og risikere alt?
Kartellet er baseret på sandfærdige hændelser om en ihærdig iværksætters kamp mod en korrumperet overmagt med hele sit eksistensgrundlag som indsats. Det er etnutidigt drama, der stiller skarpt på moral, etik og korruption i toppen af dansk erhvervsliv, og er samtidig en menneskelig skildring af en idealist og hans familie, der kommer til at betale dyrt for hans modstandmod det ulovlige kartel.




