Året er 1945. Krigen er endelig slut. Danmark er frit, men splittet. Meget har ændret sig for familien Skov. Karl og Evas ægteskab er tyndslidt, og Eva beslutter at forlade sin mand. Samtidig venter et brutalt retsopgør for Karl og dem, der samarbejdede med nazisterne under krigen. Aksel og hans kammerater fra modstandskampen ser til med voksende frustration, mens landet kæmper for at genopbygge sig selv, og undervejs ser de målet om et nyt og bedre Danmark smuldre.
De forbandede år 3 er sidste kapitel i Anders Refns episke trilogi om krigens dybe spor. En dramatisk og gribende fortælling om en nation og en families forsøg på at hele sig selv.




